Den anden dag ville jeg for første gang gi' den nye pilleovn den helt store rengøring. Det skal vist kun gøres hver tredje måned fandt jeg efterfølgende ud af.
Anywho, hver anden dag skal den renses og det kører fint, og som skrevet ville jeg så lige give ovnen den dyre pakke, som sagt, så gjort, hold da op hvor blev den fin. Og glad.
Efter endt rengøring tændte jeg for den - ovnen - lad os kalde den Johnny.
Johnny starter ud med pille-tilføring som det nu hører sig til, men hov, få lige lidt ro på Johnny, SÅ mange piller skal du da vist ikke ha' på en gang?! Pyt tænker han - mig - Johnny er ny, og skal nok lige bruge lidt ekstra at starte op på. Her kommer så meddelelsen i displayet - som der plejer - "afventer flamme", så langt så godt, så ved vi det, så er det på plads.
Der går ild i Johnny - pillerne - som der skal, men hør hov Johnny, skulle du ikke tage og slappe lidt af med alle de piller; er du ved at være afhængig min ven? Der bliver ved med at dumpe piller ned i brændskålen, og på dette tidspunkt er den allerede fyldt.
Hmmmm, det var da godt nok besynderligt, tænker han. Mig.
På dette tidspunkt er der ved at være ild i nogle af pillerne, men flammen er - hvordan forklarer man det? - dvask, sløv, langsom. Den er i hvert fald ikke som den skal være, og pillerne daler gladeligt, ufortrødent, og sikkert ganske godt tilfredse med deres forehavende, videre.
DET er jeg rigtig godt utilfreds med, så jeg slukker og vælger herefter at tage mig en moffe.
Efter et par timers velfortjent lur, hvor Johnny's utilpassede opførsel har fået en tur i underbevidstheden, tømmer jeg ham for piller og støvsuger igen. Pillemagasinet bliver også tømt og støvsuget, da jeg tænker at der måske er noget galt her.
Så starter jeg igen op.............med samme resultat. HVAD FANDEN SKER DER - tænker jeg, meget højt - og gennemgår hvad jeg har foretaget mig siden jeg startede med dette, på nuværende tidspunkt, ret irriterende projekt.
Renser rørene i toppen - check
Toppladen støvsuges - check
Åbner lågen og støvsuger - check
Brændskålen renses, og der støvsuges nedenunder - check
Tømmer askeskuffen - check
Skruer højre side af og støvsuger - check
Skruer venstre side af og støvsuger - check
Glasset aftørres og pudses - check
Og et par andre småting jeg ikke gider forklare - check
Her vælger jeg så at køre listen baglæns, og til min store forfærdelse - og glæde - opdager jeg, at askeskuffen ikke er lukket helt, YES, Johnny er på benene igen!
Såvidt jeg har forstået på Claus fra Brændpunktet, er cirkulationen af luft i en pilleovn vældigt væsentlig, og dermed er det nærmest fatalt - ja, fatalt skrev han - hvis den får falsk luft, så det sker ikke igen. I hvert fald ikke før næste gang.
torsdag, april 10, 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget
(
Atom
)
Ingen kommentarer :
Send en kommentar